SSHFs baggrund og tidlige historie

Selskabet for Samtidshistorisk Forskning (SSHF) blev stiftet i efteråret 1992 ved et møde i Rigsarkivets Sal, hvortil der var indbudt en bred gruppe af samtidshistorikere m.fl. Lektor Carsten Due-Nielsen, KU, var mødets dirigent, og professor Niels Thomsen, KU, forelagde planerne om et samtidshistorisk selskab, suppleret af arkivar Birgit Nüchel Thomsen, Rigsarkivet.

Ideen til Selskabet var dog født lidt tidligere, og efter nogle kontakter afholdtes et interessemøde i sommeren 1992 i Niels Thomsens have i Klampenborg, hvor der var knap en halv snes deltagere.

Der var som ventet ikke fuld enighed blandt de ca. 40 fremmødte på det stiftende møde i Rigsarkivet om Selskabets kommende rolle. Niels Thomsen forestillede sig, at de universitetsuddannede samtidshistorikere skulle danne kernen, men at også vidende journalister, forskere fra statskundskab og økonomi, samt historisk interesserede – herunder forhenværende – politikere og ministre var velkomne.

Formålet med Selskabet var dels at styrke kontakten mellem de interesserede ved faglige møder måske to-tre gange om året, dels at tage del i den offentlige debat om arkivadgang. En del af formålet var også at skabe en særlig samtidshistorisk identitet og gruppefølelse, måske blot at give uenige historikere lejlighed til at diskutere. Bestyrelsen skulle være geografisk bred, dvs. med repræsentanter for flere universiteter, i begyndelsen i praksis København, Århus og Odense (Syddansk).

SSHF skulle også være fagligt og politisk bred, således at så vidt muligt alle fløje og tilgange opfattede SSHF som et naturligt mødested. Fra begyndelsen defineredes tidsrammen som hele det 20. århundrede, men gradvis har den flyttet sig fremad kronologisk, dog således at emner fra 1930erne og Anden Verdenskrig stadig lejlighedsvis optræder.

På det stiftende møde kunne formanden for Udgiverselskab for Danmarks nyeste historie (og direktør i Undervisningsministeriet), dr. phil. Knud Larsen, overbringe den gode nyhed, at han havde fået lov til at overdrage resterne af Udgiverselskabets formue på op mod 100.000 til det nye Selskab. Det lykkedes at opnå enighed om SSHFs vedtægter, der har været uændrede indtil i dag. (Niels Thomsen forsøgte dog sidst i sin formandsperiode at få nogle ændringer ind, men da der ikke var tilstrækkeligt mange tilstede ved generalforsamlingen, blev planen opgivet).

Niels Thomsen var i de første 8-10 år, dvs. indtil sin afgang som formand for Selskabet, dynamoen i arbejdet, og han havde også kontakten til Videnskabernes Selskab, således at SSHF kunne få en pæn rabat på årsmøderne, der afholdtes i Videnskabernes Selskabs mødelokaler.

Deltagelsen i årsmøderne og visse mellemliggende temamøder har varieret noget, med færrest fremmødte ved enkelte lejligheder i de første år af 2000-tallet. Ved enkelte møder – om 1980ernes ’fodnotepolitik’ og om DIIS-rapporten om Danmark under Den Kolde Krig - var der til gengæld så fyldt, at der måtte bæres flere stole ind, dvs. over 90 deltagere; heraf var dog en del indbudte gæster, herunder fhv. politikere og ministre.